Galleri UMBRIA
Holstebrovej 40, 7830 Vinderup. tel: 20452023
åbningstider: Onsdag til fredag 14:00- 17:00 lørdag & søndag 12:00 -18:00
mandag, tirsdag lukket
Udstillingen
–
fra d. 23 marts til og med d. 28 april
er vi stolte af at kunne præsentere
de to kunstnere
Pernille Ørnsø & Kim Harding
“Synlige Strømme” er et visuelt sammenstykke af Fotografi, skulptur og installationskunst.
Med udgangspunkt i organiske former, skaber jeg abstrakte keramiske skulpturer i stentøjsler, med og uden glasur.
Det er både installationer og enkelt stående skulpturer jeg beskæftiger mig med, hvor jeg bl.a. er optaget af huller, bevægelse, balance og positiv kontra negativ form.
Jeg arbejder med enkelte former som enten får lov at stå alene, eller sættes sammen, så der skabes nye og mere komplekse former.
At arbejde med ler er for mig en sanselig oplevelse. Jeg bliver opslugt af processen, En fusion, hvor mine hænder og intuition arbejder sammen og mavefornemmelsen viser mig vejen til mit udtryk.
I 2020 etablerede jeg mit eget keramikværksted, hvor jeg til stadighed går på opdagelse i leret og undersøger udtryksmuligheder.
I dag underviser jeg i keramik, udstiller på gallerier, og har deltaget på censurerede udstillinger.
Efter at have brugt en del år på at rejse til ikoniske landskabsdestinationer i udlandet, tager jeg nu udelukkende billeder i Danmark. Vi har ikke de store episke landskabsscener, men vores knap 8750 km kystlinje har mange muligheder. Der skal arbejdes mere med motivet, men glæden ved at skabe et godt billede i Danmark er for mig meget større.
Mit mål er at skabe enkle og beroligende billeder af naturen. En stor del af mine billeder er til den minimalistiske side, både hvad angår motiver og farvepalet. Symmetri og geometri er vigtige elementer i min stil og koblet med brugen af negativt rum og langtidseksponerings teknikker forsøger jeg at eliminere distraktioner og derved sætte ekstra fokus på billedets motiv.
Som modvægt til de minimalistiske billeder, tager jeg ofte til den jyske vestkyst, når der er storm for at fotografere store bølger. I stormvejr er det umuligt at kontrollere omgivelserne, så billederne indeholder en stor grad af tilfældighed. Til gengæld kommer det fotografiske medie virkelig til sin ret her. Med det blotte øje kan man umuligt nå at opfange den rigdom af detaljer, som gemmer sig i vandmasserne.
Jeg er uddannet Cand. Scient med hovedfag i datalogi & bifag i matematik. Jeg har bl.a. været med til at stifte firmaet Trifork, som jeg var teknisk chef for i en årrække. I en rimelig ung alder valgte jeg at stoppe i IT-branchen for at bruge min tid på mine to store interesser: fluefiskeri og fotografi.
Jeg sætter en stor ære i at lave værker af høj kvalitet og have styr på alle led i produktionen. Derfor har jeg mit eget print-studie med storformat-printere og eget indramningsværksted hvor jeg kan lave opklæbning på Dibond-plader og klassisk indramning med glas, ramme & passepartout.